I dag er der nøjagtig 14 dage til den store finale i Eurovision Song Contest 2012. Og allerede i morgen går det løs med prøver, pressemøder og sociale arrangementer i Baku.
Ligesom sidste år kan du her på bloggen følge med i forberedelserne til de tre gigantiske shows, der som bekendt afholdes i Crystal Hall i Baku. Det gælder de to semifinaler hhv tirsdag den 22. og torsdag den 24. maj, inden den store finale lørdag den 26. maj.
Det er igen i år vores udsendte medarbejder, Brian Walström, der leverer de mange indtryk fra den azerbaijanske hovedstad, efterhånden som de 42 deltagende artister kommer på scenen i Crystal Hall og efterfølgende afholder pressemøder.
Prøverne starter søndag klokken 8:00 (11:00 lokal tid i Baku), hvor de første ni lande i første semifinale har 40 minutter på scenen i Crystal Hall og derefter 40 minutters pressekonference. De første ni lande er Montenegro, Island, Grækenland, Letland, Albanien, Rumænien, Schweiz, Belgien og Finland.
Danska Soluna Samay har sin første prøve mandag klokken 10:15 (13:15 lokal tid) og pressemøde klokken 11:40.
Se oversigt over alle prøvedage
God fornøjelse
Henrik Hesselholdt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar