mandag den 23. januar 2012
Soluna Samay - Should've Known Better
Soluna Samay
21-årige Soluna Samay er født i Guatemala, hvor hun også tilbragte de første år af sit liv, men som ni-årig flyttede hun med sine forældre, der iøvrigt er fra Schweiz og Tyskland, til Bornholm, hvor hun tilbragte hele sin ungdom.
Hun gætter dog på, at hun har levet en tredjedel af sit liv på verdens landeveje i familiens husbil. Hver sommer rejste familien hjemmefra - først fra Guatemala og siden Bornholm - for at spille sig gennem små og store byer over hele verden.
Og Soluna var ikke sen til at bidrage med sit talent og sin musikalitet. Hun lærte både at spille bas og trommer og hun var ikke mere end fem år, da hun første gang satte sig bag trommerne og bankede liv i Hank Williams' 'Jambalaya'. Derfor er det måske heller ikke så underligt, at Soluna i dag beskriver sig selv som en vaskeægte gademusikant. Og er man heldig, kan man opleve hende ved Amagertorv på Strøget, hvor hun jævnligt spiller.
I 2010 udskiftede 21-årige Soluna dog landevejene med et musikstudie for en stund. Det resulterede i, at hun i efteråret 2011 udgav sit første album 'Sing Out Loud', hvor blandt andet sangen 'Two Seconds Ago' blev spillet flittigt på P4. Sangen gav hende også en plads i P3s Karrierekanonen.
- Siden jeg var 5 år har jeg spillet på alverdens gader. Nu glæder jeg mig meget til at komme ind på den store scene og ud til de danske stuer, siger Soluna.
Om sangskriverne
Remee har skrevet og co-produceret flere end 60 hits på verdensplan og solgt over 25 millioner plader. Ud over en særdeles alsidig karriere i Danmark har Remee skrevet og produceret for og samarbejdet med kunstnere som Robyn, Blue, Private, Kashmir og mange flere. Desuden kender danskerne Remee fra X Factor, hvor han sad bag dommerpulten i tre sæsoner fra 2008-2010. I første udgave af tv-showet førte han den dengang kun 15-årige Martin til sejren.
I grandprix-sammenhæng var han en af sangskriverne bag det tyske bidrag i Eurovision Song Contest i 2008 Disappear med gruppen No Angels. Den fik dog en bundplacering i finalen med bare 14 points.
Chief 1 er først og fremmest kendt fra Danmarks første rapgruppe Rockers by Choice, men som producer og sangskriver har han solgt over 1 million albums i Danmark og har arbejdet sammen med navne som Kim Larsen, Outlandish, Niklas, Christina Groth og Ace of base. Chief 1 har medvirket i Dansk Melodi Grand Prix to gange før og har hver gang givet konkurrencen et twist - første gang med sangen 'Stemmen i mit liv' fremført af Kølig Kaj, der vandt i 1997. Han blev dermed konkurrencens første rapper nogensinde både i Danmark og internationalt, hvilket medførte en del hademails fra Grand Prix-fans, der ikke ønskede forandring.
Mange vil kende Isam B som den ene tredjedel af rap-gruppen Outlandish. En gruppe med masser af hits som 'Look Into My Eyes', 'I Only Ask of God', 'Aicha' og 'Guantanamo', der alle har fået stor opmærksomhed i Europa. Nogen vil mene, at Outlandish har sat nye standarder for, hvad man kan blande sammen. Deres albums indeholder en skøn forening af hiphop, pop, rap, samples, strygere, skønsang og kor.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar