søndag den 30. maj 2010

"Vi er skuffede - og meget stolte"


Danmark havde udsigt til den samlede sejr, da de to første lande havde afgivet deres stemmer. For med 12 points fra både Rumænien og Irland havde Danmark lagt sig på førstepladsen.

Men det holdt som bekendt ikke hele vejen hjem. For en samlet sejr kræver historisk set, at man får stemmer for stort set alle lande - og 14 af de 39 lande havde ikke points til Danmark.

Efter afstemningen stod de danske deltagere da også tilbage med en række blandede følelser.

»Jeg er super glad og virkelig stolt over at få så god en placering. Men samtidig er jeg selvfølgelig skuffet, for vi ville gerne have vundet, og det var også en sejr, vi kom efter«, sagde Christina til Politiken.

»Når først man har lugtet sejr og ligget godt hos bookmakere, fans og hos eksperterne, er det en lidt bitter pille at sluge. Havde vi ligget og rodet rundt nede i bunden, havde vi jo vidst, at vi ikke kunne vinde. Men vi havde jo en reel chance«.

Blev der knebet en tåre på noget tidspunkt?

»Nej, faktisk ikke. Vi fik drukket lidt champagne og fulgte lidt med i pointgivningen«, siger Christina Chanée.

Er der noget, der har overrasket dig i forhold til den endelige placering?

»Ja, jeg er overrasket over Tyrkiets placering, for sangen sagde mig ikke noget, men alt kan ske i grand prix. Til gengæld stod det klart fra start, at Tyskland havde en god sang«.

Men østeuropæerne var nærige med point til danskerne.

"De var rigtig fedtede, og det er da lidt skuffende. Vi har brugt rigtig meget tid og rigtig mange kræfter på at promovere vores sang i de lande, men de har jo i hvert fald ikke stemt på os," siger Christina Chanée.

Østlande som Hviderusland og Ukraine gav slet ikke Danmark points, mens der fra Tomas' andet hjemland Rusland kun blev leveret ét sølle point.

På spørgsmålet om de vil stille op i det danske grandprix igen lød svaret fra Christina: "Jeg tror ikke, at man skal regne med at vi stiller op igen. Vi vandt i Danmark, og lad nu det stå, som det, det er. Det var helt fantastisk."

Nu vil den danske duo i stedet fokusere på deres kommende album.

»Vi har vores nye album klar, og vores tour starter 4. juni. Så nu vender vi tilbage til at øve til det«, sagde Thomas N’evergreen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar